Ægypten er det nordøstligste land i Afrika. Landet var oprindelsesstedet for en af verdens første kulturer, hvori mennesker brugte skrift og boede i byer. Ægypten havde en stor indflydelse på den græske kultur og var dermed med til at forme den moderne vestlige civilisation. At en af de første civilisationer opstod i Ægypten var på grund af floden Nilen. Nilen skabte Ægypten og Nildalen var Ægypten, for kun den del af landet, som floden kunne oversvømme, var beboelig. De øde ørkenområder, der lå øst og vest for den frugtbare dal, var et grænseland, hvor de døde, dæmonerne, og de fremmede boede. På trods af disse farer, kunne man her finde spændende ting – f.eks. sten til bygninger, værdifulde metaller som guld, og vildt til at jage. Ægypten var på sin vis en ø, der var afskåret fra alle andre beboelige lande – mod nord af middelhavet og i de andre verdenshjørner af ørkenerne. Denne isolation var i høj grad med til at forme ægypterens konservative og introspektive verdensbillede, for der herskede for ægypteren ingen tvivl om, at hans land var markant anderledes end ethvert andet. At være borte fra Ægypten var det samme som at være adskilt fra virkeligheden, for at være ægypter var at leve i Ægypten, at dyrke de ægyptiske guder, at dø og vigtigst af alt at blive begravet i Ægypten.
NB! Alle angivne årstal er cirkatal (læs forklaring i ”Kronologi”-delen).
Prædynastisk tid (5300-3035 f.Kr.)
På grund af bl.a. klimaforandringer, hvor Sahara-ørkenen begyndte at brede sig, flyttede en stor del af regionens kvægdrivende nomader til Nil-dalen. Her bosatte de sig i faste landsbyer og begyndte at dyrke korn og drive landbrug. I det 4. årtusind f.Kr. (5000-4000 f.Kr.) opstår de første små kongedømmer med urbane centre med dertilhørende gravpladser, hvor vi får det meste af vores viden om perioden fra. De vigtigste byer/områder, eller kulturer, er i det nordlige Ægypten: Merimda, Maadi og Buto. I det sydlige Ægypten er det: Badari, Abydos, Hierakonpolis og Naqada. Omkring 3200 f.Kr. indfører de sydlige byer en politik, der resulterer i samlingen af hele Ægypten under landets første farao, Menes/Narmer.
Tidlig Dynastisk/Arkaisk tid (3035-2686 f.Kr.)
Med samlingen af Ægypten kommer også en administrativ centralmagt, der har til huse i faraoens nye hovedstad, Memphis. Beliggende tæt ved begyndelsen af Nilens delta er Memphis balancepunktet for De To Lande (Øvre og Nedre Ægypten), og byen forbliver også hovedstad i de fleste perioder gennem Ægyptens lange historie. Fra Memphis styres landet ved hjælp af skrivere, der bl.a. styrer skatteopkrævning, byggeprojekter og handelsekspeditioner til fremmede lande, som f.eks. Nubien (område syd for Ægypten), Levanten (Israel, Libanon, Syrien) og Mesopotamien.
I den arkaiske tid fastsætter kongerne/faraonerne landets grænser og bygger gravkomplekser, der bliver større og mere imponerende jo længere frem i tiden man kommer. Samtidig formår de at udvikle religionen på en sådan måde, at farao efterhånden bliver opfattet som en levende gud.
Gamle Rige (2686-2160 f.Kr.)
Det Gamle Rige kendes også som pyramidetiden. På grund af en øget og stabil landbrugsproduktion, en velfungerende administration og en generel ægyptisk verdensanskuelse, der gjorde ham til gud, kunne farao organisere de kæmpemæssige byggeprojekter vi kender som pyramiderne. Fra Djosers trinpyramide i Saqqara til Keops’, Kefrens og Mykerinos’ pyramider ved Giza er disse gravkomplekser Ægyptens mest vedvarende kendetegn fra oldtiden. I den senere del af det Gamle Rige bygger man ikke pyramider lige så store som dem ved Giza. Grunden er at arbejdskraften og ressourcerne nu også bliver fordelt til andre formål. De bliver bl.a. brugt på grave til stormænd og tempelbyggeri, især soltempler dedikeret til solguden Ra. Tilgengæld begynder religiøse tekster at dukke op i kongegravene, de såkaldte pyramidetekster. Formålet med disse tekster, der er verdens ældste af sin slags, er bl.a. at genoplive kongens krop efter døden og beskrive hvordan han kan rejse op og slutte sig til guderne i himlen.
Første Mellemtid (2160-2055 f.Kr.)
Efter det Gamle Riges lange, stabile og centraliserede styringsform mister kongerne grebet om magten og Ægypten splittes i flere mindre områder. Disse områder styres i det fleste tilfælde af stormænd, hvis familier op gennem det Gamle Rige fik lige så meget magt og rigdom som kongen. Under disse stormænd udvikler den lokale kunst og gravkultur sig, og guden Osiris for mere og mere betydning i forhold til ægypternes opfattelse af efterlivet. Stormændende fra byen Theben formår hen mod slutningen af den Første Mellemtid at underlægge sig det meste af det sydlige Ægypten. De begynder at bruge kongelige titler og til slut lykkes det Nebhepetra Mentuhotep II at erobre og samle hele landet igen. Mentuhotep huskes senere som grundlæggeren af det Mellemste Rige.
Mellemste Rige (2055-1650 f.Kr.)
Det Mellemste Rige karakteriseres ofte som Ægyptens guldalder, idet kunst og især litteratur når et højdepunkt. Fortællinger som Sinuhe Ægypteren og Den Skibbrudne Sømand bliver nedskrevet, kopieret og distribueret i stort omfang. Handlen med Levanten og Mesopotamien blomstrer, og mod syd erobres Nubien for at sikre adgangen til guldminerne i området. Faraonerne bygger langs Nilen enorme fortanlæg, der har plads til tusindvis af soldater og kornmagasiner til at forsyne tropperne. Dette gøres bl.a. for at styre den tiltagende handel mod syd til resten af Afrika, hvor luksusvarer som elfenben, ibenholt, eksotiske dyr og skind kommer fra. Under farao Senwosret II udvides Ægyptens landbrugsjord betydeligt, idet man anlægger en meget lang kanal, der afleder Nilens vande til Faiyum-oasen, hvor den tidligere ørkenjord nu kan opdyrkes. I det Mellemste Rige bygges igen pyramider til kongernes begravelse, men monumenterne når ikke samme størrelse som dem ved Giza. Ved indgangen til Faiyum-oasen anlægger Senwosret II sin pyramide med dertilhørende by, hvor arbejdere og præster til kongens dødekult bor. De religiøse tekster, som før var forbeholdt faraonerne, er nu blevet mere folkelige, og forefindes på de dødes sarkofager.
Anden Mellemtid (1650-1550 f.Kr.)
Det Mellemste Rige kom som det Gamle Rige også til en afslutning og Ægypten blev igen splittet i flere selvstændige territorier. Opdelingen af landet var primært mellem nord og syd, idet en stor gruppe immigranter fra Levanten havde bosat sig i det østlige Delta og formået at oprette deres eget styre. Disse folk, der senere bliver kaldt for Hyksos, underlægger sig hele Deltaet og en stor del af Nil-dalen, inklusive Memphis. I syd er det igen byen Theben, som står i spidsen for resten af Ægypten og efter længerevarende krigsførelse lykkes det at overvinde og smide Hyksos ud af landet. Æren for denne bedrift går hovedsagligt to mænd, nemlig Kamose, der dør under feltoget mod Hyksos, og Ahmose, der muligvis har været bror til Kamose. Efter at have belejret og besejret Hyksos-hovedstaden Avaris forfølger Ahmose fjenden et godt stykke mod nord i Levanten, og sikrer sig derved magten i Ægypten. Ahmose bliver således den første farao af det Ny Rige og sammenlignes senere med kongerne Menes og Mentuhotep, som også formåede at samle De To Lande.
Ny Rige (1550-1069 f.Kr.)
Det Ny Rige bliver Ægyptens imperietid, idet kongerne bygger videre på Ahmoses succes med at fordrive Hyksos. Thutmosis I formår at erobre et territorie, der strækker sig fra floden Eufrat i det nordlige Syrien til Nilens 5. Katarakt langt inde i det nuværende Sudan. Disse erobringer fører til enorme mængder af plyndringsgods ogskatter, og Ægypten bliver den rigeste nation og en betydelig international magtfaktor i resten af perioden. Handlen får igen et nyt opsving og man sender ekspeditioner afsted til bl.a. det eksotiske afrikanske land Punt. Udenlandske købmænd og diplomater fra steder som Kreta, Cypern, Byblos, Babylon og Hattusas besøger det ægyptiske hof for at betale tribut, handle og indgå alliancer. Faraonerne kan igen bygge nye store templer og udvide de gamle helligdomme. Kollosstatuer, obelisker og tempelpyloner skyder frem overalt, men de tidligere kongepyramider bygges ikke længere. Tilgengæld gravlægges næsten alle det Ny Riges faraoner i Kongernes Dal vest for Theben, hvor omfattende grave udhugges i klipperne. På gravkamrenes vægge udhugges og påmales de tidligere religiøse tekster i en ny udgave, de såkaldte dødebøger, der har til formål at guide den afdøde farao gennem underverdenen. I slutningen af det Ny Rige overrendes det meste af Nærorienten af ”Havfolkene”, men Ægypten formår at stå imod angrebene. Ramses III beskriver på væggene af sit dødetempel i Medinet Habu, hvordan han slår ”Havfolkenes” invasion tilbage, på trods af sidst nævntes alliance med Libyerne.
Tredje Mellemtid (1069-664 f.Kr.)
For tredje gang splittes Ægypten i mindre selvstændige områder. I slutningen af det Ny Rige mister kongerne kontrollen med Theben, hvorfra Amons ypperstepræst tager magten i den sydlige del af landet. Den nordlige del regeres fra byen Tanis, hvor en mand ved navn Smendes tager magten.
I år 945 formår Shoshenq I, der var af libysk afstamning, at genforene Ægypten, hvilket skabte en stabilitet, som varede et århundrede. Herefter opstod der borgerkrig, der igen splittede landet. I år 747 invaderede nubierne fra Kush Ægypten under ledelse af Piy. Landet var således under nubisk herredømme, men dette bliver hårdt presset af det Ny Assyriske Imperium, der allerede har overtaget magten i det meste af Nærorienten. En række af invasioner fulgte og i 664 kom Ægypten fuldstændigt under assyrisk kontrol.
Sentiden (664-332 f.Kr.)
Psamtek I, som er fra byen Sais i det vestlige Delta, løsriver Ægypten fra assyrisk kontrol i år 658. Ægypten oplever under Psamtek I’s 54 år regeringstid, og dennes efterfølgere, en kortvarig storhedstid, hvor man bl.a. sender militære kampagner i Levanten. Man besejrer et babylonsk angreb under Ahmose II, men pga. truslen fra Persien, indgår man en alliance med både Babylon, Lydien og Sparta. Denne alliance, der skal stoppe persernes fremmarch, fejler spektakulært og den persiske konge, Cambyses, erobrer i 525 Ægypten. Med undtagelse af kort periode med selvstændighed i årene 404-343 var landet under persisk herredømme og intet andet end en provins i deres imperium. I 332 invaderes Ægypten igen, denne gang af Alexander den Store, som indleder den Ptolemæiske tid.
Det er strengt taget kun muligt at skrive en Ægyptens historie i de perioder, hvorfra vi har skriftlige kilder. Tidligere perioder, der i andre discipliner bliver kaldt forhistoriske, bliver i ægyptologien kaldt prædynastiske. Denne betegnelse bliver brugt, fordi den historiske periode fra det første dynasti indtil Alexanders erobring af Ægypten, kaldes den dynastiske periode. Ordet dynasti blev brugt af den ægyptiske præst Manetho, der i tredje århundrede f.v.t. skrev en Ægyptens historie på græsk, til at betegne hver af de tredive ”huse” eller grupper, hvori han organiserede de på hinanden følgende faraoner. Han begyndte med Menes, den legendariske grundlægger af det første dynasti, og endte med Necho II, den sidste indfødte ægyptiske hersker, fra det tredivte dynasti. Der er mange ulemper ved at bruge Manethos værk som kilde til Ægyptens historie, da det i dag kun foreligger i afskrifter, der er kortfattet og mangelfulde. Inddelingen i de tredive dynastier, har dog vist at give en brugbar struktur, der stemmer tilstrækkeligt overens med de ægyptiske kilder.
Før opdagelsen af Rosetta-stenen og tydningen af hieroglyfferne var Manethos beretning den vigtigste kilde til Ægyptens historie. Hans struktur er derfor siden blevet styrket og modificeret af ældre kongelister, som for de flestes vedkommende stammer fra det nittende dynasti, hvilket betyder, at de er omkring tusind år ældre end Manethos værk. Den vigtigste kongeliste er den såkaldte Torino-kongepapyrus, der er nedskrevet under Ramses II. Den indeholder, ligesom uddragene af Manetho, lister over navne på konger og deres regeringslængder. Den begynder med en række guder og halvguder, der herskede over Ægypten i en mytisk fortid, for derefter at forsætte med Menes og ende med det syttende dynasti. Herskerne er opdelt i grupper, der delvist stemmer overens med Manethos dynastier.
Kongelister blev også optegnet i templer og grave. Tre eksempler stammer fra det nittende dynasti, to fra Abydos og ét fra Saqqara. Ét eksempel er optegnet i templet i Karnak under Thutmose III fra det attende dynasti.
Den vigtigste kilde til de tidligste dynastiers kronologi er Palermo-stenen, et brudstykke af en annal, der hvis den havde været intakt, havde givet regeringslængden, rækkefølgen på kongerne og de vigtigste begivenheder fra den sene prædynastiske periode til det femte dynasti. Brudstykket indeholder på forsiden en række kongenavne indtil Snofru fra det fjerde dynasti; opremsningen fortsætter på bagsiden og ender med Neferirkare fra det femte dynasti. Der er fundet seks lignende, men mindre fragmenter som Palermo-stenen, men det er uvist om de stammer fra én og samme kilde.
Da beviserne for rækkefølgen af begivenheder og konger i den ægyptiske historie er ufuldstændige, eksisterer der ingen absolut kronologi for Ægypten indtil begyndelsen af det første årtusind f.v.t.. Den årlige optegnelse af et fænomen kaldet en Sothis-opgang giver dog en mulighed for at kontrollere oplysningerne, der er udledt af kongelisterne. Sothis er det ægyptiske navn for stjernen Sirius, der ifølge den julianske kalender står op i horisonten kort før solopgang den nittende juli. Den blev iagttaget indgående af de gamle ægyptere, fordi denne begivenhed indvarslede det nye år, hvori Nilen gik over sine bredder og befrugtede landet. Den officielle ægyptiske kalender var på 365 dage og derfor en ¼ dag kortere end det astronomiske år, hvilket betød at den civile kalender i tidens løb blev forskubbet i forhold til Sothis’ opgang. Først efter en periode på 1460 år faldt den ægyptiske nytårsdag sammen med Sothis’ opgang. Den romerske forfatter Censorius bemærker at et sådant sammenfald fandt sted i kejser Antonius Pius’ andet regeringsår, dvs. 139 e.v.t.. Det følger nu, at lignende begivenheder fandt sted omkring 1317 og 2773 f.v.t.. Tre optegnelser af Sothis-opgange mellem disse to tidspunkter giver de nogenlunde faste dateringer: 1872 f.v.t. for år 7 under Sesostris III fra det tolvte dynasti, 1539 f.v.t. for år 9 under Amenhotep I fra det attende dynasti og 1469 for et uspecificeret år under Thutmosis III fra det samme dynasti.
Tidsrummet fra året 1875 f.v.t. til det ellevte dynasti kan beregnes med nogen sikkerhed, men før dette tidspunkt tillader kilderne kun kvalificerede gæt. Et fragment af kongelisten i Torino indeholder dog det samlede antal år fra starten af det første dynasti indtil det ottende. Denne samlede sum giver sammen med en rimelig beregning af den utydelige periode før det ellevte dynasti året 3100 f.v.t for begyndelsen på det første dynasti. Kulstof-14 prøver støtter den generelt vedtagne kronologi, men usikkerheden i sådanne prøver er til dato så stor, at de ikke tillader en præcis kontrol med de historisk accepterede dateringer.