Den Kongelige Afstøbningssamling har til huse i Vestindisk Pakhus på Toldbodgade 40. Samlingen rummer afstøbninger af en lang række primært klassisk græske og romerske skulpturer, men også en del eksempler fra oldtidens Ægypten og Mesopotamien. Blandt andet kan man se en afstøbning af Hammurabis Lov, som stammer fra Babylon og er ca. 3700 år gammel. Originalen står idag på Louvre-museet i Paris. Derudover findes der mange eksempler på ægyptisk skulptørarbejde, fra de tidligste dynastier og helt frem til romernes erobring af Ægypten, herunder også en afstøbning af Rosetta-stenen, der i sin tid gjorde det muligt for franskmanden Champollion at tyde hieroglyfskriften. Desuden findes også en mindre samling af reliefafstøbninger fra Perserrigets hovedstad, Persepolis. Du kan læse mere om de enkelte dele af samlingen på hjemmesiden for Afstøbningssamlingens Venner.
Du kan finde flere oplysninger om Den Kongelige Afstøbningssamling her.
Den Kongelige Afstøbningssamling har åbent tirsdag kl. 10.00-16.00 og søndag kl. 14.00-17.00.





