| Artikel indeks |
|---|
| Assyriologien i Danmark |
| Assyriologiens grundlæggelse i Danmark |
| Assyriologien modnes |
| Assyriologien op til i dag |
| Alle sider |
I modsætning til den gamle ægyptiske civilisation, der aldrig var gledet ud af den europæiske kulturhistorie, var den gamle irakiske civilisation længe så godt som ukendt i Europa. Da franskmanden Paul Émile Botta og englænderen Austen Henry Layard i det 19. århundrede e.kr. påbegyndte omfattende udgravninger af de gamle byhøje i oldtidens Assyrien, var det derfor en ufatteligt gammel verden, der efter årtusinders glemsel vældede op af jorden og blev udstillet for et begejstret europæisk publikum på Louvre og British Museum. Oldtidens Assyrien kom på dette tidspunkt til at give navn til den nye videnskab assyriologi. Assyriologien opstod, da man efter et omfattende tydningsarbejde begyndte at kunne læse de enorme mængder af kileskrifttekster fra dette område. De var blandt andet fremkommet ved den sensationelle opdagelse af assyrerkongen Assurbanipals kæmpemæssige bibliotek i den assyriske hovedstad Nineve.
“Assyriology in its early stages owed much to Denmark”. Disse pæne ord stammer fra en bog fra 1925 med titlen The Rise and Progress of Assyriology. Den blev forfattet af Sir Ernest A. Wallis Budge, der dengang var leder af British Museums enorme samlinger fra det gamle Ægypten og det gamle Irak. Den danske tradition for assyriologi har rødder langt tilbage til den tidligste pionertid, og Budge sigter til de danske sprogforskere Rasmus Rask, Christian Lassen og Niels Ludwig Westergaard. I samme åndedrag må man også nævne Carsten Niebuhr, der var den eneste overlevende fra Frederik Vs videnskabelige ekspedition til Det Lykkelige Arabien sidst i 1700-tallet. Under sit ophold i Persepolis tegnede Niebuhr med stor omhu nøjagtige kopier af kileindskrifterne i skarp sol, hvilket nær var ved at koste ham synet. Efter udgivelsen af Niebuhrs store værk, Reisebeschreibung nach Arabien und anderen umliegenden Ländern 1774-78, fik kopierne af Persepolis-indskrifterne afgørende betydning for de europæiske forskeres arbejde med tydningen af kileskriften og for assyriologiens selvstændiggørelse blandt de orientalistiske fag.





