| Artikel indeks |
|---|
| Det Oldassyriske Tekstprojekt |
| Baggrunden for projektet |
| Forskere og udgivelser |
| Alle sider |
Det Oldassyriske Tekstprojekt er et internationalt forskningsprojekt som arbejder med behandling og udgivelse af de oldassyriske arkiver. Det oldassyriske samfund er belyst af de ca. 22.000 kileskriftstekster fra Kültepe, en oldtidshøj i det centrale Anatolien nordøst for Kayseri. Kültepe var en stor og vigtig by i middelbronzealderen (ca. 2000-1600 f.kr.), dengang kendt under navnet Kanesh. Arkæologer har, foruden den centrale byhøj med templer og paladser, udgravet en del af den nedre by, hvor man har fundet en række huse tilhørende handelsmænd fra byen Assur, en af hovedbyerne i Assyrien, mere end 1.000 km fra Kültepe. Langt størstedelen af de oldassyriske tekster stammer fra disse huse. Langt de fleste tekster som er ”udgravet” før 1948 er uden arkæologisk kontekst, da de overvejende blev gravet op af bl.a. lokale bønder og solgt på antikvitetsmarkeder rundt omkring i verden.
Officielle tyrkiske udgravninger startede i 1948, men publikationen af de mere end 15.000 nyere fundne tekster er kun lige begyndt. Fra Assur kender man kun til et par kongeindskrifter og nogle få private tekster, og vores viden om det oldassyriske samfund baserer sig derfor primært på materialet fra Kanesh. Teksterne fra Kanesh stammer primært fra en periode på ca. 65 år, og blev fundet i huse der var blevet brændt og forladt. De senere udgravninger og filologiske studier af det omfattende tekstkorpus, har givet forskerne en grundig forståelse af det oldassyriske samfund, herunder særligt det kommercielle system, der baserede sig på handel mellem Mesopotamien og Anatolien. I forhold til handel udgør det oldassyriske materiale det mest omfattende historiske materiale man kender til fra Mellemøsten, og resten af den kendte verden, før Kristi fødsel.
Besøg Det Oldassyriske Tekstprojekts hjemmeside her.





