Center for Kanon og Identitetsdannelse, eller mere alment ”The Centre for Canon and Identity Formation in the Earliest Literate Societies” (CIF), er et forskningscenter hvis primære forskningsområder er ægyptologi og assyriologi. Centeret hører under Københavns Universitets “stjerneprogrammer”, et program iværksat af Københavns Universitet (KU) for at støtte grundforskningen på de forskellige fakulteter. Projektet fokuserer på en lang række fundamentale aspekter af menneskets intellektuelle udvikling i oldtiden. Det primære forskningsmål er derfor at få en dybere forståelse af bl.a. samlingen, kanoniseringen og anvendelsen af viden i nogle af de tidligste litterære samfund; altså hvordan institutionelle centre for viden blev skabt, organiseret og fungerede; de intellektuelle svar på politiske og sociale ændringer der forekom ved kulturelle sammenstød; og hvordan social og etnisk identitet blev defineret og kom til udtryk i skreven data, samt til hvilke formål.
Dermed fokuserer centeret på det umådeligt store - og mange steder upublicerede - materiale fra Ægypten og Mesopotamien gennem disse områders tretusinde års levetid. Netop disse samtidige nabokulturer, Ægypten og Mesopotamien, studeres sammen pga. deres samtidighed, interaktion med hinanden, og slående ligheder i materialet og de føromtalte intellektuelle processer. Den sideløbende forskning af disse to områder giver dermed også et billede af hvor de to kulturers forskelle er og, måske vigtigst, hvorfor de har disse forskelle. Men forskningens primære fokus er på de ”tidligste institutionelle biblioteker”, og dermed den imponerende mængde materiale de indeholdt.
Projektet er ledet af lektor i ægyptologi Kim Ryholt i samarbejde med lektor i assyriologi Gojko Barjamovic, og beskæftiger desuden adskillige professorer, post.doc.- og ph.d.-stipendiater, samt forskningsassistenter, både med direkte eller ekstern tilknytning.
Du kan læse mere, og besøge CIFs hjemmeside her.





