Nærorienten.dk

...om det antikke Mellemøsten

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
Hjem Ægypten Ægyptologi

Om ægyptologi

Email Udskriv PDF
Artikel indeks
Om ægyptologi
Opdagelsesrejsende
Arkæologi
i Danmark
Alle sider

Ægyptologi er studiet af oldtidens Ægypten i tidsperioden fra ca. 3500 f.kr. til 332 f.kr., hvor Alexander den Store erobrede landet. Moderne ægyptologi blev, i princippet, grundlagt af en anden stor personlighed, nemlig ingen ringere end Napoleon Bonaparte. Under sin ”Ægyptiske Ekspedition” i 1798 medbragte Napoleon 167 videnskabsmænd, der bestod af bl.a. matematikere, kemikere, og kartografer. Disse fik til opgave at registrere alt, hvad de så i landet, lige fra planteliv til bygninger, fra dyreliv til oldtidsmonumenter. Den enorme mængde af informationer dette resulterede i blev nedfældet i det gigantiske værk (format 1m x 0,81m) ”Description de l’Égypte”, der blev udgivet første gang i 1809.

Rosetta-stenenI 1799 opdagede franske soldater i byen Rosetta en unik stenblok, der havde tre slags inskriptionsbånd på overfladen. Denne sten blev bogstaveligt talt hjørnestenen i ægyptologien, idet den indeholdt "nøglen" til at kunne tyde de ægyptiske hieroglyffer. Ingen havde kunne læse disse hellige og mystiske tegn siden den romerske kejser Theodosius I lukkede alle ikke-kristne templer i år 391. Den sidste monumentale indskrift i hieroglyffer stammer fra år 396 og findes i Philae-templet i det sydlige Ægypten. Manden, der endelig tydede og oversatte hieroglyfferne, var den franske filolog Jean-François Champollion, der i 1820'erne udgav sine opdagelser efter intensive studier af Rosetta-stenen. Grunden til ingen anden før havde løst "hieroglyffernes gåde" er, at tegnene både kan være fonetiske, logografiske, piktogrammer og/eller ideogrammer. Men med den ny viden kunne de første ægyptologer få et hidtil ukendt indblik i oldtidens Ægypten. Det er således også nye ægyptologi-studerendes første opgave at tilegne sig denne viden.




Senest opdateret: Torsdag, 23. februar 2012 11:06